news blog logo
news menu leftnews menu right
Rejseguide PDF Udskriv Email
Fredag, 24. april 2009 12:13

Her giver vi dig en guide du frit kan benytte til den dag du tager til Valencia. Vi forsøger efter bedste evne at give dig et billede af Valencia som by, og give dig de informationer vi mener du har brug for at kende til, inden du tager afsted.

Valencia

- Valencia er middelhavet. Det er en udendørs-by hele året. Det er paella og citrusfrugter. Men det er også America’s Cup, som har medvirket til, at byen og ikke mindst havneområdet har fået et fantastisk løft de seneste år. Og så er det selvfølgelig også fodbold med Estadio Mestalla som en af de bedste hjemmebaner i Verden...

Paella er sikkert det første ord, der falder mange ind, når talen falder på Valencia. For Spaniens tredjestørste by er simpelthen paellaens hjemstavn. Paellaen er på ingen måder et kulinarisk fænomen forbeholdt turister. Alle spiser paella i Spanien, selv om mange næppe vil gå som langt som at kalde den nationalretten.

Når det så er sagt, skal det straks understreges, at Valencia er så meget mere end paellaens fødested. Det er også en storby med et fantastisk klima og en eminent beliggenhed lige ud til Middelhavet.

Det var naturligvis medvirkende til, at valget netop faldt på Valencia som værtsby for America’s Cup, og det har i den grad de seneste år været med til at sætte gang i alle mulige initiativer i hele byen og navnlig give det lidt forsømte havneområde en ny og smuk sjæl.

Valencia har forandret sig de senere år, og en af hovedpersonerne bag en del af denne forandring er bysbarnet og arkitekten Santiago Calatrava. Han har skabt ”byen i byen” La Ciudad de Artes y Ciencias (Kunsten og Videnskabens By), som er en fantastisk oplevelse.

”La Ciudad de Artes y Ciencias” ligger i flodlejet af den nu udtørrede flod Turia, som efter en meget voldsom oversvømmelse i 1957 blev omdirigeret for at undgå flere lignende katastrofer i  fremtiden.

I dag er Turia, som i øvrigt deler Valencia, et enestående rekreativt område med parker, cykelstier, fodboldbaner, og meget mere, som hele byens befolkning frit kan benytte.

Men Valencia er også fodbold. Estadio Mestalla er frygtet blandt modstandere og en ren oplevelse for fodboldelskere.

Alle krydser fingre for, at ånden fra det gamle stadion (Mestalla) kan flyttes med til det nye stadion (Nou Mestalla), hvor det naturligvis er planen forud for kampene at blive ved med at lave paellaer i store pander lige uden for stadions indgangsporte.

Valencia er den tredjestørste by i Spanien, og er samtidig navnet på den provins og den region, hvor byen er hovedby.

Byen Valencia har 807.396 indbyggere (2006), og inkl. forstæder og omkringliggende byer udgør den en storby-region med over 1,6 mio. indbyggere. Valencia ligger midt på den spanske østkyst ud til Middelhavet, syd for Barcelona. Sammen med Barcelona er byen en af Spaniens største havnebyer. Byen er grundlagt år 137 fvt., da en gruppe veltjente romerske soldater fik lov til at bosætte sig her.

Byen er på samme tid en dynamisk handelsby og en sprudlende kulturby med biografer, teatre og museer. Valencia byder på gode indkøbsmuligheder: kunsthåndværk, moderne design, keramik og designertøj. Mulighederne er nærmest uendelige. Hver morgen er der mindre markeder rundt om i Valencia.

Et af de mest populære markeder afholdes om søndagen i nærheden af den smukke Silkebørs, hvor der især handles med mønter og frimærker. Ligeledes om søndagen afholdes det store ugentlige udendørsmarked med brugte ting (antikviteter?). Det finder sted i nærheden af Mestalla, byens fodboldstadion.

Byen har en udmærket, men ofte overbefolket strand, men både nord og syd for byen ligger flotte og næsten ugenerte strande uden turister. I 2006 havde byen omkring 1.6 millioner turister. I provinsen tales både spansk og valenciansk - en katalansk dialekt - begge er officielle sprog. Mange tekster som fx gadenavne skrives derfor både på spansk og valenciansk, og ofte også på engelsk.

For en mere dybdegående guide, www.aerenlund.dk/valencia

Transportmuligheder til Valencia

Der går ingen direkte fly fra Danmark til Valencia. Hvis man vælger at flyve med SAS, Iberia eller Spanair, skal man mellemlande i Madrid. En anden mulighed er at flyve til enten Alicante eller Barcelona. Alicante ligger omkring 200 km syd for Valencia og Barcelona omkring 350 km i nordlig retning. Begge steder er det nemt at leje en bil i lufthavnen og køre til Valencia.

Alternativt kan man tage tog eller bus. Lufthavnen i Valencia ligger cirka 8 km vest fra centrum af byen. Der kører busser fra lufthavnen til centrum af Valencia, og en billet koster cirka 2 euro. Hvis man vælger at tage en taxi ind til centrum, skal man regne med at skulle betale cirka 15 euros.

Det kunne også være en ide at kombinere et ophold i Valencia med en tur til for eksempel Barcelona, hvor flere selskaber tilbyder billige billetter. Iberia har returrejser fra Kastrup til Barcelona fra 1180 kroner, mens Lufthansa flyver fra Billund for 1695 kroner. Fra Barcelona går der direkte tog til Valencia på to en halv time.

Indkvartering i Valencia

Der er masser af hoteller og overnatningsmuligheder i Valencia, og der er jo også altid den mulighed at booke sig ind på et af de mange hoteller langs kysten ved Valencia. I midten af marts afholder Valencia den årlige festival Las Fallas - en hel uge med fyrværkeri og afbrænding af papmachefigurer, som går for at være Spaniens største fest.

At få et værelse i Valencia i midten af marts er derfor næsten umuligt, med mindre man bestiller i god tid. Inde ved byens strand, der ligger nogle kilometer fra centrum, findes der dog et enkelt hotel, som vi gerne vil anbefale.

Hotel Neptuno

Adresse: Paseo de Neptuno 2, tlf. +34 96 356 77 77

Det er et nyt og meget tiltalende hotel, som på trods af at være nyt faktisk samtidigt formår at være hyggeligt. Det ligger praktisk talt på stranden ”Playa de Las Arenas”, og man kan sagtens være heldig at få et værelse til en fornuftig pris – beliggenhed og komfort taget i betragtning. Hotellets køkken er fremragende og noget mere moderne end mange af de klassiske paella-restauranter i Valencia.

Transport, Metro og rabatkort

Metroen i Valencia har 5 linier med i alt 128 stationer. Den samlede sporlængde er 136 km, hvoraf linie 1 alene tegner sig for knap 100 km. I 2010 regner man med at åbne linie 2, som er under konstruktion. Alle tekster på skilte er både på spansk og valenciansk. Mange stationer har en lille kunstudstilling i indgangshallen.

  • 1 Llíria/Bétera – Torrent Av. - Villanueva. de Castellón: 95 km, 58 stationer.
  • 2 Sant Miquel dels Reis - Natzaret: under konstruktion.
  • 3 Rafelbunyol - Aeroport: 19.8 km, 21 stationer.
  • 4 Mas del Rosari/Fira de Valencia – Dr. Lluch: 9.8 km, 32 stationer.
  • 5 Neptú ~ Marítim-Serreria - Aeroport/Torrent Avinguda: 17.7 km, 18 stationer.
  • 6 Tossal del Rei - Marítim Serrería: 9.2km, 22 stationer.

Bemærk linie 5, som kører mellem havnen i øst og lufthavnen i vest og undervejs passerer byens centrum. Linie 4 er nærmest en sporvogn, som kører ud til strandene nord for Valencia. En enkeltbillet koster 1.80 €, men hvis man skal køre flere gange, bør man investere i et rabatkort.

Valencia Tourist Card giver ubegrænset adgang til offentlig transport med metro, bus og sporvogn. Herudover givet kortet rabat til en række seværdigheder, museer, restauranter, butikker, biludlejning mv. Kortet udløber ved midnat. Prisen er for hhv. 1, 2 og 3 døgn (priser for år 2008): 7€, 12€ og 15€. Kortet træder i kraft, når det første gang anvendes (valideres) i et offentligt transportmiddel. Sammen med kortet får man en brochure (spansk eller engelsk) samt et kort over Valencia.

Du kan også i stedet vælge at købe et 10-turs klippekort til enten metro eller bus. Et Bonometro, som gælder alle zoner, koster €5.40. Det kan købes på alle metrostationer. Bonobus gælder til busserne i Valancia - koster ligeledes €5.40. Da prisen for en enkeltbillet er €1.10, så er det en god rabat, man får.

Billetsalg

Billetter til Valencias hjemmekampe sælges fra billetlugerne ved Estadio Mestalla i ugen op til kampen. Hvis der skulle være udsolgt, kan man altid gå et smut forbi baren ”Manolo El del Bombo” – som ligger ved stadion – og forhøre sig. Her kan man være heldig at støve en billet op. Ellers findes der diverse sites på nettet, og det er næsten det nemmeste at "google" kampen, og herfra vil der så med garanti komme udbydere frem, hvorfra du så kan sammenligne deres priser og kvalitet.

Museum/Stadionrundvisning

Stadionrundvisning på Mestalla eksisterer som sådan ikke, men hvis man tager ud til stadion, er de søde til at tage én med ind på banen. Hvis man er en stor gruppe (en busfuld som de siger), kan man godt få arrangeret en stadionrundvisning, hvor man får alt og se – også trofæerne. Det kræver, at man kontakter klubben på telefon +34 902 01 19 19.

Praktisk Info

Stadion

Estadio Mestalla ligger ikke særlig langt fra centrum, og man kan sagtens gå dertil. Fra den centrale togstation tager det cirka 20 minutter at gå. Følgende offentlig transport kan benyttes:

Bus

Linjerne 10 og 80

Metro

Linie 5 (Grøn linie). Stå af ved metrostationen Aragón. Eller Linie 3 (Rød linie). Stå af ved metrostationen Facultats. Fra begge stationer er der få minutters gang til stadion.

Træning

Når man er i Valencia er det også muligt at overvære holdet træne. Der er altid god mulighed for efterfølgende, at fange spillerne ved deres biler for at få et par autografer.

Træningsanlæg

Navn: Ciudad Deportiva de Paterna

Adresse: Carretera Mas Camarena s/n (Paterne) 46010 Valencia

Telefon: +34 902 01 19 19

Træningsanlægget ligger omkring 10 km nord-vest for Valencia. Det er her førsteholdet træner. Træningen foregår oftest sen formiddag og er som regel åben, så man kan komme ind og se stjernerne folde sig ud. Dog er den sidste træning dagen inden kampdag altid lukket.

Fanshop/Merchandise:

I storcentret Centro Comercial el Saler findes en Valencia-shop med alle officielle produkter med klubbens logo.

Centret og butikken ”El Templo del Valencia C.” ligger på Autopista del Saler n° 16.

Klubbens promo-video:

"At rejse er at leve"!

God tur!

 

 

 

Login






Leveret af Joomla!. Designed by: Joomla 1.5 Template, interland. Valid XHTML and CSS.